Om akupunktur
Akupunktur i Traditionel Kinesisk Medicin (TCM) er en holistisk behandlingsform, der har eksisteret i mange tusinde år. Akupunktur stammer oprindelig fra Kina, hvor den fungerer som en integreret del af behandlingen på hospitaler. Filosofien bag akupunkturen er, at kroppen er fuld af energi, der skal kunne flyde frit i de rigtige retninger og mænger. Blokeres energien, opstår der ubalance i kroppen, som kan give smerte, ubehag eller sygdom. Ved at stimulere de rigtige akupunkturpunkter på kroppens meridianbaner, aktiveres energien og balancen genoprettes.
Det hele menneske
Grundtanken i den kinesiske tilgang er, at akupunktøren kigger på det hele menneske og ikke isolerer behandlingen til de symptomer, patienten kommer med. Ofte hænger forskellige symptomer sammen, og den bagvedliggende årsag til symptomerne skal måske findes et andet sted i kroppen. Således afhjælper akupunkturen ikke kun de symptomer, patienten kommer med, men genopretter kroppens grundlæggende ubalance.
Det psykiske aspekt
Da krop og psyke hænger uløseligt sammen i kinesisk tankegang, er akupunkturen også meget velegnet til at behandle den psykiske del af mennesket. Nålenes balancerende effekt kan blandt andet være med til at give ro, bedre søvn og afhjælpe stress samt tankemylder.